SKITUR 2024/2025 - Magasin - Side 12
FJELDSKI
En eventyrlig dystopi
Heldigvis for en dagsturist som mig, er jeg dog ikke helt efterladt i tågen indtil Rolf indfinder sig. En anden lokal skiløber, Gunnar Birkelund, er ankommet samtidig med mig, og
jeg får lov til at hægte mig på hans tur, der går fra p-pladsen
i Agri ind i nationalparken og mod Trehøje som mål i syd.
Selvom sigtbarheden er begrænset, står det hurtigt klart, at
terrænet her er noget helt særligt, hvor vi følger den snedækkede hovedvej adskillige kilometer med friskt optrukne
spor gennem både tættere skov og åbne savannelignende
vidder.
Tågen giver en nærmest eventyrlig følelses af at være alene
i verden, og der er heller ikke mange andre skiløbere, der
har bevæget sig ud denne dag. I dystopisk kontrast passerer vi en efterladt og tilsneet bil midt i sporet milevidt fra
nærmeste ryddet vej, som hurtig giver associationer til et
potentielt fremtidigt kollaps af klimaet.
Dystopi bliver dog hurtigt erstattet af ren eventyrmagi
igen, da solens stråler langsomt bryder frem i takt med,
at vi bestiger de sidste højdemeter op mod den tilsneede
p-plads nedenfor Trehøje. Man kan næsten ane havet i det
fjerne nu, og solens stråler får den frostklare sne til at glitre
gennem dét, der nu mere minder om dis end tyk tåge.
højt til mig selv med tanke på, hvor flotte billeder jeg
kan få sammen med Rolf, når nu solen endelig er brudt
frem. Med hjælp fra Ebeltoft Skiklubs sporkort skyder jeg genvej via et fantastisk spor på Toggerbostien
gennem tæt skov for at ende tilbage på hovedvejen.
Dystopien er retur netop som jeg rammer den efterladte
bil igen, da tåge og skydække atter er trukket til. Præcis
lige så uforudsigeligt som vejret kan være i de rigtige fjelde. Som et næsten uhyggeligt sammentræf anes nu en
rød silhuet i det fjerne, der langsomt nærmer sig. Detaljegraden bliver efterhånden stærkere. Det snefyldte skæg,
tophuen, det lune smil, og hvad der viser sig at være min
lokale guide for resten af dagen, Rolf. Mere benovet kan
jeg ikke være, for efter en hurtig indflyvning til hvor jeg
allerede har stået i dag, ved Rolf lige præcis hvad jeg bare
må nå at opleve af resterende ture i Mols Bjerge.
Duedahl-finten
Vi skyder hastigt afsted mod nord, hvor vi hurtigt tager en
afstikker efter Tremosevej ind i en åben fold, for at prøve
Rolfs såkaldte “Spaghetti spor”. Spor, hvor han på snescooteren med sporsætteren har haft fri leg til at trække klassiske spor i cirkler, buer og alskens andre former
til stor underholdning for ham selv og for skiløberne. Vi
støder ind i et par Aarhusianere, der er på langrend for
første gang, og får en kort sludder. Rolf peger ud i tågen
og navngiver de forskellige toppe, der på ingen måde kan
ses. De unger gutter nikker forstående. Eller også lader
de som om.
Rolf og jeg iler videre mod nord, og frem for at tage den
gængse vej ud ad foldens låge, får jeg en hurtig instruks i
et lokalt trick, der viser sig ret nyttigt, når du bevæger dig
rundt på ski i terrænet og vil krydse de mange strømførende hegn. Med hånden på hjørnerøret (et sort rør der
indkapsler den strømførende tråd, red.) presser du den
øverste el-tråd blidt ned, og med to efterfølgende hurtige hofteløft er du ude af dyrefolden igen, stadig med ski
under fødderne.
På vaskeægte dansk fjeldski
Jeg takker pænt farvel til Gunnar ved Trehøje, som vender
tilbage mod sin bil, mens jeg fortsætter videre mod syd til
Viderup i spor, der byder på adskillige højdemeter nedad.
Sigtbarheden er nu så god, at det er let at blive fristet til
at vende retur i bunden af dalen tilbage mod Trehøje i 127
meters højde. Men denne gang, modsat nedkørslen i spor,
ind over de åbne vidder, der mest af alt minder om vores
nordlige naboers uendelige fjelde. Mine fjeldski kommer
nu for alvor til sin magt både op- og nedad. Tid og sted er
hurtigt glemt i de mange bestigninger og nedkørsler omkring Trehøje, da telefonen pludselig ringer. Det er Rolf,
der er klar til at vise rundt, og han befinder sig et sted på
hovedvejen mellem Trehøje og Agri.
“Det her skal nok blive rigtig godt”, siger jeg nærmest
12
