SKITUR 2024/2025 - Magasin - Side 28
SKITOURING
Fra Les Diablerets er det muligt at stå på langrend til
nabobyen Vers l’Eglise og tage toget retur.
e gulgrønne togvogne fra 1979 stopper
ved stationen, som min rejsemakker og
jeg skal af ved. Station er måske så meget
sagt. Snarere et trinbræt foran et lille træt
gråbrunt træskur. I et kort øjeblik tror vi, at toget er stoppet for tidligt, men får ud ad vinduet øje på et skilt med
navnet Bovets. Den er god nok. Togdøren åbner og mit
blik fanger opgivende den uberørte sne nedenfor. Samtidig med at vi træder ud i 30 centimeter dyb sne, får vi
bugseret al vores bagage af, og toget kører hurtigt videre
kun en halv arms længde fra vores næser, mens vi klamrer
os til bagagen for ikke at blive ramt.
D
For præcis 32 år siden besøgte jeg første gang, det for danskere relative ukendte skisportssted i den fransktalende del
i Schweiz, Les Diablerets, “djævlene”. Jeg står her nu igen
med min rejsemakker, som jeg længe har ønsket at vise Alpernes, efter min erindring, mest autentiske ski-by.
“Vi skriver på hjemmesiden, at vores gæster skal tage toget til Les Diablerets station, hvor vi henter dem”, fortæller
en storsmilende Francis Barlier, ejer af Hotel du Pillon
gennem 17 år, da vi svedende kommer op af hovedtrappen
slæbende på den tunge bagage for at få fortalt, at Bovets
stationen kun rigtigt fungerer i praksis om sommeren.
Men vores anstrengelser er dog langt fra spildte, da synet
af den store bygning i blomstrende kirsebærfarve, udstyret med vinrøde skodder rundt om de hvide vinduespartier, møder os.
Hotelejeren viste en imponerende venlighed og stillede sin Suzuki
Jimny til rådighed, så vi nemt kunne komme til og fra terrænnet.
katessebutikker står stadig skulder ved skulder med de samme
restauranter og lokale sportsbutikker som dengang. Og stadig
udsmykket med lysguirlander i hvide eller farvede toner, der
danser let i vinden. Kun et nyt supermarked og en ny sportsbutik er kommet til, og hele byen står snorlige i brunt træ, med
de karakteristiske sirligt skåret buer i tagspærrerne og hjerteformede udskæringerne i altangærderne. Kirkeklokkerne lyder
pludseligt, mens vi står og dvæler og slår nærmest fast, at de
kræfter med borgmesteren i spidsen, der for tre årtier siden
forsøgte at udbygge hele byen markant for at tiltrække flere
turister, havde tabt slagets gang. Heldigvis.
Hotellet udgør vores logi for de næste tre dage. Det er
bygget i 1880, på top ti listen over historiske hoteller i
Schweiz og beliggende i udkanten af byen med udsigt direkte til bjergmassivet Les Diablerets - Scez Rouge - Oldenhorn, der troner magisk med sin højde på over 3.000
meter. Hotellet er symbolet på den udvikling eller mangel
på samme, som heldigvis karakteriserer Les Diablerets. En
stil, der bærer mere præg af husmandshygge end blær og
store armbevægelser.
“Intet har ændret sig”, fortæller Francis os, da jeg inden
vores aftentur mod centrum forklarer, at det er hele 15 år
siden, sidst jeg var her.
Jeg ånder lettet ud i takt med, at vi bevæger os fra hovedvejen ned til byens hjerte, og jeg konstaterer, at alt
næsten ligner sig selv. Præcis de samme små lokale deli-
Der mangler en lift
Jeg havde fået fortalt, at en separat del af skiområdet var lukket i 2017, og et klik på internettet bekræftede. Efter sigende
var de høje temperaturer årsagen til, at den gamle lift med de
ikoniske små røde kabiner, byens vartegn på den solrige sydside, var lukket. Den silende regn her til aften i januar understøtter denne skæbnefortælling om liften, der siden 1954 har
fragtet tusindvis af skiløbere fra 1.250 op til 2.100 meters højde op til det lille skiområde Isneau, hvor mine sønner tilbage i
slut halvfemserne tog deres første sving på ski og i pauserne fik
suppleret de blusende røde kinder med Ovomaltine overskæg.
28
