SKITUR 2024/2025 - Magasin - Side 55
LANGREND
Hvornår og hvordan startede du med at stå på ski?
Jeg startede med at gå lidt på ski i haven, da jeg var dreng,
og der var sne. På vejen hvor jeg voksede op, boede der en
norsk familie, og når der var sne, gik vi på ski i deres have
eller tog over på golfbanerne i Søllerød. Min første rigtige
ferie på langrend var i 1975 med min mor og mormor til
Lifjell turisthotel i Bø, Telemark i Norge. Herefter tog vi
hvert år til Norge på skiferie frem til 1980, hvor jeg for
første gang var med til DM i langrend i Norge med Holte
skiklub, og så var jeg bidt! De næste mange år rejste jeg
flittigt med Holte skiklub og skiforbundet på ski hver vinter, sommer og efterår.
Hvornår vidste du, at ski ville komme til at fylde dit liv?
Det var først i 1984, at jeg for alvor indså, at jeg måtte
forfølge min drøm om at prøve at blive bedre på ski. For
mig betød det kun en ting - at flytte til sneen.
De “store” drenge i Holte skiklub som Tom Klausen, Thomas Mohr, Flemming Enequist og Poul Erik Holm blev en
form for forbilleder for mig. Miljøet, på de træninger og
ture, vi havde sammen, var altafgørende for, at jeg blev så
glad for at stå på ski. Da jeg senere begyndte på idrætslinjen på Fagernes Videregående skole i 1985, vidste jeg,
at jeg var kommet “hjem”. Det at kunne være på ski seks
måneder om året blev min nye hverdag og var den bedste
beslutning i mit til nu 58-årige lange liv.
Hvad tændte dig i trænerrollen?
Dét at være træner er nok det mest givende, jeg har g jort
som person og som arbejdstager. At arbejde med mennesker som ønsker og tør at forfølge sin drøm om at blive så
gode som muligt indenfor en idræt, som betyder det meste
for dem - det er et stort privilegie.
Hvilke år af din skikarriere husker du mest tydeligt?
Fra 1985 til 1992 – uden tvivl. Det var her eventyret for
alvor startede. Jeg havde arbejdet lidt som langrendstræner, siden jeg begyndte på gymnasiet på Fagernes i 198788, og fortsatte som en del af studiet, da jeg senere begyndte på Norwegian School of Sport Sciences.
Jeg har oplevet at træne alle niveauer, lige fra klub til landshold hos verdens bedste langrendsnation Norge, i Schweiz,
i Sverige og en meget kort tid Australien. Jeg har lært af de
bedste og savner selvfølgelig miljøet, men hjemlandet og
familien trak det længste strå... foreløbig. Kun fremtiden vil
vise, om jeg oplever det privilegie at være træner igen.
Da jeg i 1991 kvalificerede mig til VM i Val Di Fiemme i
Italien som udøver forstod jeg, at det var træner jeg skulle
være fremfor at fortsætte min atletkarriere, som indtil da
bestod af deltagelse i diverse World Cups, to gange Junior
VM samt to gange Senior VM. Motivationen, for at lægge
den indsats det kræver for at holde niveauet, var forsvundet. Og så fascinerede trænerrollen mig, da jeg selv havde
oplevet mange forskellige trænere og vidste, at jeg kunne
gøre et bedre job end mange af dem. Så da jeg var færdig
med min bachelor juni 1992, havde jeg allerede fået mit
første fuldtidsarbejde på Hovden Skigymnasie som træner og lærer på langrendslinjen.
Hvornår har John Max det egentlig allerbedst på et par ski?
Alene en kold vinteraften med pandelampe og “blå ekstra”
voks under langrendsskiene. En tre til fire timer i opkørte
spor og gerne ude i fjeldet, hvor man kan “se langt”. Mange
tror, at det er bælgmørkt om vinteren i Norge, men det er
faktisk ret lyst om aftenen, og når månen er oppe, er det
ikke altid nødvendigt med pandelampe.
55
