SKITUR 2025/2026 - Magasin - Side 15
FJELDSKI
Desværre gør nattens frost ovenpå gårsdagens høje varmegrader det nærmest umuligt at få fæstne med vores ski
trods klokken er over 11. Og selvom vi har fiskeskel under,
må vi sande, det ikke er nok, og at et par rigtige skind ville have hjulpet os langt bedre. Efter en times stædighed
giver vi op og vender spidserne nedad. Med store sving er
vi relativt hurtigt tilbage til start ved stationen og Finsevatn. Vi finder en rute langs søen, som er markeret med
naturlige pinde, som nordmændene er kendt for. Selv hvis
vi ramte en dag med dårlig sigtbarhed, ville vi kunne finde
vej. I hvert tilfælde hvis vi bliver på de mærkerede ruter.
Den klare blå himmel og solens skarpe stråler, giver os dog
blod på tanden til at improvisere lidt, så vi beslutter at gå
op mod breen Hardangerjøkulen, og lade sneens forhold
bestemme ruten. Naturligvis skal vi være opmærksom på,
om vi rammer breen på grund af spalter, da vi ikke har
ekstra sikkerhedsudstyr med. Vi møder nogle få andre på
vores afstikker, men vi går alligevel længe i samme rytme
med følelsen af at være fuldstændigt remote - her er så
stille. Det ’uendelige’ fjeld betyder, at alle skiløbere spredes ud, så vi føler, vi har det hele for os selv.
’Det bliver bare ved’
Fantasien rækker ikke til, at noget kan hamle op med Finse og de uendelige muligheder, stedet byder på. Så vi har
skruet forventningerne godt ned dagen efter, da vi pakker
bilen og sætter kurs mod Fagerheim - en fjeldstue ved
den nordlige indgang til Hardangervidda Nationalpark,
cirka 30 minutter i bil fra Geilo by. Men vi skulle hilse og
sige, at da vi først kommer forbi Ustaoset vatnet, åbner
der sig endnu et mekka af store frosne søer, hvor et fjeldlandskab troner så langt øjet rækker i alle retninger. Vi skal
virkelig stramme os an og holde fokus på det aftalte mål,
og ikke bare kaste bilen ind til siden, hver gang vi får taget
et sving og en ny fristelse af fjeld, der venter på at blive
indtaget, melder sig.
Finse emmer af alt andet end masseturisme. Området
består af en togstation, et enkelt hotel af høj standard,
et vandrehjem samt en bunke private hytter, som i uvilkårligt mønster ligger spredt opad det kuperede terræn
nord for stationen. Alle med udsigt over Finsevatn. Og da
vi efter at have tilbagelagt fem timer på ski og sidder på
Hotel Finses terrasse med en velfortjent kaffe og kanelbolle helt blæst bagover af udsigten til solens langsomme
vej ned bag fjeldet, bliver vi enige om, at næste gang skal
vi overnatte og prøve endnu mere af terrænet. Finse er
en legeplads for fjeldski og skitouring, hvor kun energien sætter grænsen. Og fordi der ikke er bilvej herop, og
kun få overnatningssteder, er det begrænset, hvor mange
mennesker der finder vej hertil. Det er virkelig episk.
En fin rød hovedhytte omkranset af et par sovehytter
og en bilfyldt parkeringsplads viser sig heldigvis efter 15
minutter, beliggende lige ned til Store Krækja Søen. Efter hurtigt at have fået ski og støvler ud af bilen, bevæger vi os ind i hovedhuset, og bliver fanget af det mest
charmerende restaurantlokale, som ligner et dukkehus i
voksenstørrelse, møbleret med lyseblå træstole med fine
skandinaviske udskæringer i ryglænet og borde med matchende understel, hvor de hvidmalede bordplader bryder
det blå. Alt sammen flankeret af store vinduespartier,
hvor den glansfulde blå himmel og det hvide fjeld kæmper
15
