SKITUR 2025/2026 - Magasin - Side 46
SKITOURING
Jeg ramte ret hurtigt, lidt for hurtigt, hvis I spørger mig,
den første urutinerede bevægelse. Jeg undervurderede, hvor vigtigt det var at spise nok undervejs, fik kørt
tanken tom og var rimeligt presset efter opstigningen.
Det blev lært på den hårde måde, og jeg kørte derfor
fuld plade på pølser og rittersport dagen efter.
På vores aller første run stod vi på toppen og skulle til
at køre et virkeligt lækkert stykke off-piste. Pulsen var
høj, og jeg kunne godt mærke nervøsiteten snige sig
lidt ind, men jeg glædede mig også utroligt meget. Og
det var så her, jeg skulle huske, at det var første gang
jeg tourede. Jeg glemte simpelthen lige at få støvlerne
klikket ud af walk-mode og forsøgte at droppe ind med
støvler, der ville noget helt andet, end det jeg forsøgte
at få dem til. Efter første forsøg på et sving og et styrt,
glemte jeg ikke det igen.
S KI TO U R I N G E N
På en så fysisk hård tur undgår du ikke, at blive ramt lidt
af nogle småskader, og det var her jeg blev presset mest
ud af min comfort zone. Vi stod op kl. 4 i fuldt mørke,
og kæmpede for at få de iskolde støvler på – det krævede noget at hive sig selv op - hvilket heldigvis blev
nemmere med et klap på skulderen og en dårlig joke fra
gruppen. Jeg nåede heldigvis ikke at være opgivende i
meget mere end fem sekunder, inden jeg kom udenfor
hytten, og det igen gik op for mig, hvilken vanvittig natur, jeg befandt mig i.
TILDE
MIKKELSEN
Alder: 25 / Rolle i projektet: SKILØBER
Turen var min første oplevelse med skitouring og var både
sindssyg hård, men også meget givende. På vej op gik jeg
mest i egne tanker, prøvede at finde en rytme og mærkede benene brænde, og samtidigt fyldt med en følelse
af, ’hvor er det sindssygt, jeg får lov til det her’. Jeg var
ikke nervøs inden turen, for jeg var afsted med ikke bare
tætte venner, men nogle af de mennesker, jeg stoler allermest på i sneen. Min største bekymring var faktisk, om
jeg kunne følge med fire unge gutter i topform. Det viste
sig at være en styrke, da det betød, at de havde et overskud, jeg ikke altid havde og selvfølgelig sørgede for, at
der altid var plads til en dum kommentar eller et grin, når
det begyndte at gøre ondt.
Det var en tur, hvor jeg både blev presset fysisk og
mentalt, men jeg opdagede også, hvor meget det giver,
når du overvinder både de mentale og fysiske barrierer.
Der er et øjeblik, når du når toppen og ser lyset ramme
bjergene, hvor alt det hårde forsvinder. Smerten mærkes ikke, kun euforien og følelsen af at have g jort noget, der krævede alt, hvad du havde i dig. Og samtidigt
får du lov til at dele den her vanvittige oplevelse med
andre - og ovenikøbet et velfortjent vanvittigt pudderrun - måske endda i solopgang.
46
