SKITUR 2025/2026 - Magasin - Side 60
SKITOURING
Efter et lidt hektisk togskifte på hovedbanegården i Zürich
slår vi os ned i restaurantvognen og spiser aftensmad med
udsigt over søen og bjergene. Da vi skifter i Landquart er
toget, meget ukarakteristisk, 10 minutter forsinket, og vi
joker med at de nok bruger de næste par dage på at finde
og straffe den ansvarlige. Vi ankommer til Scuol-Tarasp,
som stationen hedder, kl. 22:30 - langt efter receptionens lukketid, men hotelmutter har efter aftale lagt vores nøgle i postkassen, og vi finder uden problemer vores
værelse.
der vi ud af, at sneen er mindre fantastisk, end den ser ud
til på afstand. Vind og sol har pakket den nogle steder, andre steder synker vi gennem en tyk skorpe, og det kræver
fart og kræfter at blive stående, når skiene pludselig bliver
bremset. Lidt efter lidt får vi dog læst terrænet og sigter
efter de sider med læ for sol og vind, hvor sneen stadig er
dyb og relativt let. Under jublen og hujen trækker vi de
eneste spor på den store bjergside.
Længere nede bliver sneen tung og terrænet smallere, og
vi må navigere ned mellem små kløfter og buske, der stikker op over sneen. Skråningen ender i det, vi gætter på, er
en sommer-transportvej, som fører tilbage til liftene og
restauranterne. Der er nærmest ingen hældning på vejen, og i den tunge sne er det umuligt at glide og stage sig
frem, så vi spænder skindene på igen og trasker rundt om
bjerget og tilbage til vores udgangspunkt. Hernede i læ
og sol mærker man virkelig foråret og jakkerne og handskerne kommer i rygsækkene. Resten af dagen kører vi
yo-yo på vores ‘hemmelige’ skråning, og til trods for de nu
tydelige spor op over kammen fra toppen af slæbet, gør
ingen os kunsten efter, og eftermiddagen igennem lægger
vi det ene spor efter det andet på bjergsiden under den
lukkede lift.
Da vi trækker gardinerne fra næste morgen, er der udsigt
til blå himmel og hvide tinder henover byens tage. Vi får
en sludder med hotelmutter, mens hun serverer morgenmad for os. Hun har god tid. Ud over os er der kun en
enkelt gæst, men vi har mere travlt med at komme ud og
stå på ski. Fra dalstationen ved siden af togstationen hvor
vi stod af i aftes, går en kabine op i 2.146 meters højde.
Dalen er grøn og forårsagtig, og først halvvejs oppe begynder vi at se sne på bjerget. Fra toppen af kabinen er
der nem adgang til terrænet, som består af en stor gryde
med en tre-fire stolelifte og et par slæb til små toppe hele
vejen rundt. Til vores store glæde ligger der omkring 20
cm nysne – ikke nok til at man skal ha’ snorklen frem, men
bestemt nok til at gøre dagen endnu bedre.
Afsted mod turens store finale
Gennem turistkontoret har Jakob fået nummeret på en
guide som også administrerer den lokale skiklubs hytte,
Chamonna Cler. Efter aftensmaden får vi fat på ham og
ja, vi må gerne overnatte i hytten. Det koster 30 CHF pr.
person, og nøglen skal man hente hos hans mor i Ardez,
en landsby to togstop længere nede i dalen, hvor turen op
til hytten også starter.
Når skind genåbner en lukket dør
Fra et lille slæb til en af toppene er der udsyn til en stolelift
i udkanten af terrænet. Stolen står stille - sikkert for at
spare - og de upræparerede skråninger under den ser ud
til at have både god hældning og orientering og perfekt
sne. Vi ser ingen spor og på kortet, kan vi se hvorfor: Fra
hvor vi står, skal man klatre over en kam med touring udstyr og krydse et relativt stort, fladt stykke, før man står
under topstationen på den tomme lift. Med så få mennesker på pisterne har folk ganske enkelt ikke behov for at
gøre noget ekstra for at få det fede skiløb.
Efter morgenmad næste morgen dag tager vi en sidste
tur op på bjerget i Scuol. Vejret er fint som dagen før, og
vi bruger formiddagen på at skinde små ture ud i de mere
afsides dele af terrænet, i håb om at få nogle gode, uberørte sving ligesom dagen før. Heldet er ikke rigtig med os
- med nogle få undtagelser er de sider vi finder stenhårde
af vind og skiftende temperaturer eller tunge og klumpede, så formiddagens højdepunkter ender med at være
turene ud og op med sol og fantastisk udsigt mere end
nedkørslerne som dagen før.
Vi sætter os i solen op ad lifthuset og spiser vores medbragte sandwich, inden vi finder skindene frem fra rygsækkene. Zig-zag turen op over kammen er overstået på
et kvarters tid, og turen henover det flade stykke tager
små 10 minutter, så en lille halv time senere står vi og
kigger ned over fuldstændig uberørte skråninger og den
grønne dal langt under os. Efter de første store sving fin60
