SKITUR 2025/2026 - Magasin - Side 62
SKITOURING
Efter en god frokost på bjerget tager vi kabinen ned til
dalen. Vi køber ind og pakker rygsækkene med det, vi skal
bruge til overnatning på bjerget. Resten af bagagen ryger i bagageboksen på stationen, og vi sætter os i toget
til Ardez. Schweiziske toge er - naturligvis - indrettet til
folk med ski med holdere og plads i højden og de store
panorama-vinduer giver et fantastisk udsyn til den smukke udsigt forbi gårde, landsbyer og slotte. 20 minutter senere stiger vi af i Ardez og begynder at surre skiene fast til
rygsækkene, fylde drikkedunkene fra kilden på den anden
side af vejen og forberede os på en lang gåtur opad. Vi falder i snak med en kvinde, der er ved at læsse noget på sin
pick-up, og hun mener, der er en bedre vej til hytten hvis
vi tager et stop længere med toget og derefter bussen
op til Guarda, landsbyen ovenfor. Så sparer man en del
højdemeter og kommer en mere direkte vej derop. Jakob
fisker lidt efter et lift op til landsbyen bag på pick-up’en,
men hun bider ikke på, og efter at have hentet nøglen hos
Frau Gerner sidder vi igen i toget. Bussen venter ganske
rigtigt ved siden af det lille trinbræt, og for nogle få franc
sparer vi ganske mange højdemeter som ellers skulle have
været tilbagelagt på asfalt. Humøret er højt, da vi tager
rygsækkene på og finder vejen ud af Guarda.
vi øje på hytten på et lille plateau med to mindre toppe i
baggrunden. Humøret stiger et par grader, men da hytten efter, hvad der føles som lang tid stadig ikke er synligt
nærmere, mærker jeg igen trætheden komme ind over
mig. På en stigning mellem store klippeblokke venter Jakob på mig og rækker mig et stykke chokolade. Min mund
er tør og min mave føles underlig og jeg har ikke lyst til
chokolade, men han insisterer på, at jeg spiser det. Det
giver mig lige akkurat kræfter til den sidste kilometer til
hytten og netop, som jeg begynder at overveje, om jeg
mon kan overleve en nat under åben himmel, dukker hytten op 100 meter foran os.
Helt alene i højden – og så alligevel ikke
Hytten er belliggende i 2.475 meters højde og har fungeret som højalpint tilflugtsted for skiklubben siden 1934.
Ifølge gæstebogen har der dog ikke været overnattende
gæster den sidste måneds tid. Alt er gennemkoldt, og vi
skynder os at få gang i brændeovnen. Foran hytten løber
en lille kilde i et rør med et trug under. En stor klump is
har dannet sig under røret, og da jeg vil sparke den væk for
at få plads til vanddunken, mister jeg balancen og planter
foden med vandrestøvle, skistrømpe og begge mine par
lange underbukser i iskoldt vand til knæet. Det er stadig
for koldt i hytten til bare at tage dem af og hænge dem
op, så den næste time tilbringer jeg foran brændeovnslugen med et glas vin, mens mine lange underbukser damper som var der ild i dem. Jakob laver mad, varmen fra
brændeovnen breder sig lige så stille i hytten, og humøret vender hurtigt tilbage. Nogen har efterladt en flaske
Obstler, og efter maden får vi en enkelt til fordøjelsen og
en til den indre varme. Det er egentlig meningen, at man
skal sove på overetagen, hvor der ligger madrasser på rad
og række, som var man på besøg hos de syv små dværge, men varmen er ikke nået herop, og vi bugserer et par
madrasser ned ad den smalle trappe, så vi kan sove foran
brændeovnen.
Relativt snart finder vi ud af, at konsekvensen ved den
mere direkte rute også er en væsentligt stejlere rute. På
kortet kan jeg se, at stien går vinkelret på højdekurverne,
når det da ikke er så stejlt at det er en stiplet zig-zag linje
over meget tætliggende højdekurver. Efter 45 minutters
vandring begynder vi at møde den første sne. Hvor stien
går gennem nåleskoven, og solen ikke når ned, skal vi nu
krydse store bunker for at blive på stien. I shorts og vandrestøvler bliver det hurtigt en kold affære når vi skridt for
skridt synker i til midt på låret. Det tærer på kræfterne og
rygsækken med ski og støvler begynder at føles tungere.
Efter yderligere 45 minutter gør min kontorkrop ondt alle
vegne, og min motivation for hele projektet begynder at
dale kraftigt.
Da jeg næste morgen er ved at vaske op efter morgenmaden udbryder Jakob inde fra opholdsrummet: ‘Der kommer en mand!’, og ganske rigtigt er en ældre herre i færd
med at tage ski af uden for hytten. Han stamper sneen af
sine gamle læderskistøvler og kommer ind til os. Han er
iført en hullet tophue, solbriller holdt sammen af gaffer-
Endelig er vi over trægrænsen, og der er nu så meget sne,
at vi kan spænde skindene under skiene. Det føles godt at
få vægten fra ryggen, og efter en kort drikkepause fortsætter vi opad. Vi følger ikke længere stien, men går hvor
sneen og terrænet tillader det, og efter et stykke tid får
Kort og kompas et vigtigt redskab i bjergene.
Her viser guiden næste dags tur.
62
